Morten Spiegelhauer går undercover i branchen for spillehaller og afslører i to programmer en omfattende sort økonomi og svindel med afgifterne i Danske Spils spillehaller. Med en markedsandel på 30 % er Danske Spil den største aktør på markedet for spillehaller med gevinstgivende spilleautomater. "Operation X" afslører, at den statsejede virksomheds spillehaller ofte bemandes af udlændinge, og lønnen er typisk 25 kr. i timen - sort. Og at der spekuleres i, hvor en ny spillehal placeres bedst. Nemlig i et socialt belastet område, hvor mange beboere modtager dagpenge og andre sociale ydelser, de såkaldte overførselsindkomster.